Sidste NytKennel KiakKontaktHundeHvalpeShowsGalleriLinksGæstebog

2007

2008


29. december 2009

Siden sidst er der sket rigtig meget. Jeg har ikke rigtig haft overskud til også at
opdatere hjemmesiden. Efter en lang dag på jobbet foran pc'eren, har jeg ikke
det store behov for at sidde foran skærmen om aftenen.

Kandis er kommet i løbetid og forventes parret i uge 1. Mere om denne parring,
når den har fundet sted.

Kiki og jeg deltog i Kreds 10 juleskue og sandelig om ikke den lille lømmel endnu
engang blev BIR hvalp. Hun er en krudtugle lige nu - og billigt til salg - men stå
fint det kan hun altså godt. Til gengæld har hun "ild i bagdelen" når vi skal løbe,
så det skal vi vist lige have trænet noget mere.

Gamle Fie er blevet opereret for nogle betændte kirtler i øjet, så hun render rundt
med og ligner en der har klap for øjet. Helt sort, men hun ser nu ud til at være i
bedring. Jeg tror det generer mig mere at se på, end hende. Heldigvis.

Tusind tak for alle de dejlige julehilsener, både i mailboksen som med det alm.
postvæsen.

Postvæsenet kom også med særlig julehilsen til Kiki fra hendes tidligere ejer. Det
var et dejligt pindsvin, som Kiki har en særlig forkærlighed for. Hun har efterhånden
slidt nogle stykker op. Desværre har Olivia en mani med at ødelægge dem, så der er
ofte gang i "reparationsværkstedet", så lille Kiki kan få sin godaften-putte-bammer!
Kiki har ligesom sin mor Kandis den vane at ligge at sutte på en bamse eller for Kandis
vedkommen sin lille plaid.
Det er vist også den eneste lighed jeg lige nu kan finde mellem de to. Jeg husker ikke
at Kandis var så fræk som Kiki - men det kan jo være jeg bare har glemt det.
 

Juleaften havde vi besøg af Kenneth og familien, så det var rigtigt hyggeligt. Anden
i ovnen og flæskestegen på webergrillen. Mums det var godt.

Et udpluk af nogle af de billeder vi har modtaget i mailboksen.

Coco har været med Katja og beboerne på snetur. Og ja det var skønt mens sneen var der.

Qtie - også kaldet Luna har også været en tur i sneen

Ofelia og Nynne i hyggelig leg

Penny fra Kolding

Og ikke mindst Pingo - kaldet Tarzan, som Jette fra Mamuska har sendt

Nu nærmer årets sidste aften sig og vi vil her benytte lejligheden til at ønske jer alle et
godt nytår.

Pas nu rigtig godt på jeres dejlige hunde - for de færreste hunde syntes denne sidste aften
er så festlig som mange mennesker syntes.

Traditionen tro bliver vi hjemme sammen med vores hunde og eneste inviterede er
- traditionen tro - Evita - som hader fyrværkeri. Hun har efterhånden holdt mange
nytårsaftener sammen med os. Her er hun tryg sammen med de andre hunde, og
så kan hun samtidig få sit nytårsbad.


15. november 2009

Så blev der endelig tid til at opdatere fra sidste weekends dobbeltudstilling i Herning.

Vi havde tilmeldt Olivia og Kiki og skulle derfor have "afsat" Fie og Kandis. Heldigvis
kunne de komme til Allerød hos Kirsten og Steen på weekend. Der hyggede de sig med
Soffie, Nynne og Ofelia, men vi drog til Herning.

Tidligt op lørdag morgen - meget tidligt. Kl. 3.30 ringede vækkeuret og der er det altså at
det undrer mig at jeg gang på gang tilmelder en udstilling, jeg udmærket godt ved kræver
et "nattillæg". Præcis kl. 4.30 sad vi i bilen for at være sikre på at være i Herning til tiden.
Vi kom nu i god tid, for der er altså ikke så mange idioter på vejene en lørdag morgen.

Det var en rigtig hyggelig udstillingsweekend, hvor man jo har mulighed og tid for at tale
med flere end man har på en endagsudstilling. Det er jo også vældig sjovt at se to meget
forskellige kritikker fra to forskellige dommere. Smag og behag er som bekendt meget
forskellig, for det kan selvfølgelig ikke være at hunden har ændret sig i løbet af natten.
Opførsel, ja, men ikke hovedform, størrelse, statur osv.

Dommeren om lørdagen kunne bestemt ikke lide Olivia. Ja, der var såmænd ikke den ting
der ikke var i vejen, sjovt nok syntes dommeren om søndagen, at det der blev påpeget som
"fejl" om lørdagen var perfekt som søndagen :)

Lørdag efter udstillingen havde vi indlogeret hos på hotel Svenningsen. Der kender vi jo
forholdene, og vi må sige at det er et 5 stjernet hotel. Selv luftning af hunde, klarer værtsparret,
når vi andre næsten er faldet om af træthed, efter en lang dag.
Vi nåede dog at få nogle hyggelige timer med Dorrit og Søren og deres hunde, inden vi var
nødt til at se dyner. Vi skulle jo op møjt tidligt igen søndag morgen, da vi gerne ville være
i hallen inden der kom alt for mange.
Tusind tak til Dorrit og Søren for overnatning og som altid hyggeligt selskab.

Kiki blev BIM hvalp lørdag og søndag blev hun BIR hvalp. "Straffen" for det var jo så at vi
skulle blive til store ring.
På denne udstilling var der "prøve" på verdensudstillingen, så det var en rigtig fin hal med
rødt gulvtæppe over det hele. Det var lækkert at løbe på, og Kiki klarede det rigtig fint.
Vi blev taget ud blandt de 10-12 bedste, men endte med ikke at blive placeret.
Kiki var rimelig upåvirket af højttalere og spot, så det var jo dejligt. Det kan jo godt være et
problem med en hvalp på 8 mdr. sådan et virvar.
Opstillingsringen klarede hun også rigtig fint og var bare fokuseret på mine guffer i lommen.
 

Vi har fået et billede fra Marianne Kjær som fotograferede i store ring. Tak Marianne!

Efter store ring skyndte vi os at pakke sammen og drage mod Ejby. Det regnede og vi var
efterhånden noget trætte. Hjemme i Ejby igen kl. 19.3o. Det ville have været skønt med en
fridag mandag, men desværre skulle jeg på arbejdsmiljøkursus mandag og tirsdag, og jeg
kan godt afsløre, at det altså ikke er det mest spændende, når man allermest trænger til
en fridag. Nå overstået blev det da, og så igen to dage i december - men der er jo længe til,
og næste gang har jeg ikke en to dages udstilling først :)

Mandag hentede Niels Fie og Kandis. Kandis var nu noget fornærmet på mig, så hun værdigede
mig ikke et blik da hun kom hjem. Ja, jeg skal da ikke tro jeg er noget, når hun sådan bliver
sendt på weekend, mens de andre kommer på udstilling. Jeg tror nu nok, hun har haft det
ganske fint i Allerød, men man har vel lov at spille kostbar.
Det holdt til tirsdag morgen, så havde hun glemt at hun var sur!

Tusind tak til Kirsten og Steen for pasning. Det kan I godt få lov til en anden gang :)

Nynne er stadig ikke kommet i løbetid, så det ender måske med at det bliver Kandis der
kommer først og bliver parret. Vi får se, hvem der lægger ud.

Shows 2009 er opdateret og Olivia og Kiki's showsider.

 


18. oktober 2009

Jeg må med skam melde, at jeg må være begyndt at lide af "dement-light"!

Jeg har fuldkommen glemt at opdatere fra sidste weekends udstilling i Herlufmagle.

Nå undskyldningen må være, at der har været fuld fart på i efterårsferien.
Vores "dele-hunde" har været på ferie, mens deres familie har fået en velfortjent pause
til at rejse ud og se den store verden.

Soffie, Nynne og Ofelia har vist nydt ferien og det har vores egne også, omend de lige skal
have rangordenen på plads hver gang. Det tager som regel en dag eller to, men så kører det
også fint.

Jeg hentede Kirsten og Quincy tidlig lørdag morgen, så vi havde god tid til hvalpene inden
det gik løs i  Herlufmagle. Kiki var i løbetid, så jeg var noget spændt på om Quincy nu vidste
hvad det var for noget.
Heldigvis er han ikke så fremmelig, men man kunne nu godt mærke på ham at der var noget
"i luften".
 

Quincy blev bedste hvalp og Kiki bedste tæve. Der var ikke store ring på denne udstilling, så
det blev ikke til mere ringtræning den dag.
Til gengæld kunne vi så komme tidlig hjem, hvilket i hvert fald Kirsten ikke var ked af. Jeg
havde nu heller ikke noget problem med det, for det var nu lidt koldt at udstille udendørs
i blæsevejr. Det var jo så også den sidste udendørsudstilling for i år.

Shows 2009 er opdateret.

Nu vil jeg så gå i gang med at vaske døre osv. af, da det godt kan ses at der er 7 hunde, når det
har været regnvejr et par gange.
Ellers har efteråsferien jo budt på rigtig fint vejr, og i dag vil vi så nyde at kunne gå i skoven med
vores egne hunde.

 

 


27. september 2009

Kiki har nu fået sin egen side. Og så skulle der altså leges da fotosession var over-
stået og igen gik det ud over Olivia.


25. september 2009

Pyh, sikke en uge. Hård weekend med dobbeltudstilling, og ugen startede så med
kursus i kommunikation, hvor vi blev videofilmet. Sjovt kursus, og sikke meget man
kan lære om sig selv :) Arbejdsmæssigt har der bare være fuld tryk på, og weekenden
er desværre heller ikke lige hellig mere, hvad arbejde angår. Nå, men jeg må jo være
vant til det efterhånden, med over 30 års erfaring fra branchen!

Shows 2009 er opdateret med weekendens resultater fra Brøndby udstillingerne sidste
weekend. 

Fredag havde jeg taget en fridag, da der jo skulle vaskes et par hunde.

Vi har fået lov at låne Ofelia i weekenden, så fredagen startede med, at Niels hentede
hende i Allerød om formiddagen.

Så var der lidt tid til at få leget af med søster Oliva og Kiki. 

De tre tøser hyggede sig gevaldigt, mens deres mor Kandis blev ordnet.

Jeg havde – i trods – tilmeldt Kandis. Niels kan ikke altid forstå, når jeg siger at man
skal passe på at hundene ikke bliver for tykke. Og Kandis er noget rund for tiden.

Kandis har altid været en fornøjelse at udstille, men det er trods alt ved at være et par
år siden at hun har været med på udstilling. Man kan jo ikke både få hvalpe og blive
udstillet.

Hun havde nu ikke glemt det.

Dommeren kunne da lige betro mig, at vi i dag kun fik very good fordi der lige var
lidt for meget på sidebenene. Helt fair.

Jeg valgte at lade Kandis blive hjemme om søndagen, da vi jo skulle have Kiki med også.

Jeg vidste jo at der ikke var meget at komme efter med en lidt for tyk hund, men jeg tror
da at Niels nu har forstået at Kandis altså ikke behøver have så meget. Så nu er hun
på kur – og Niels er røget med :) 

Quincy og Kiki skulle jo have deres debut i denne weekend.

Quincy var tilmeldt begge dage og han førte sig frem. Begge dage BIR hvalp og han fik
en masse god træning i store ring begge dage, dog uden at blive udtaget. 

Faster Jytte (fra Kennel Kalinin) var så sød at vise Quincy begge dage i raceringen.
Tusind tak Jytte – det var dejligt at se jer i ringen.
Søndag måtte jeg selv gå i store ring med Quincy, da Jytte selv skulle i opstillingsringen
med bedste veteran.
Dommeren kiggede rigtig mange gange på Quincy, som opførte sig eksemplarisk omend
han var lidt træt. Ikke underligt med en hvalp på 6 mdr.

Og stort tillykke til Quincy’s ejer Kirsten. Vi håber at I snart kan gå i ringen selv sammen. 

Ofelia havde selvfølgelig valgt at smide pelsen om onsdagen før udstillingen og egentlig
tænkte jeg, at det var spild af tid at vaske hende. Dog tænkte jeg, at man altid kan bruge træningen, når man nu har betalt, så det blev til at hun alligevel kom med.

Det var jo ikke så ringe endda.

Lørdag vand hun mellemklassen og endte som 4. bedste tæve og søndag 2. vinder i mellemklassen, begge dage med exellent. Ikke dårlig af en møjt lidt pelset tæve.

Også Coco havde fundet vej til udstillingen om søndagen. Heller ikke han var optimal i
pelsen endnu, men jeg kunne dog se at der var noget på vej.  

Kiki var jo som sagt på sin første udstilling og det klarede hun super godt. Vi har jo ikke
haft længe til at træne, men hun står og løber som hun var trænet fra starten af. 

Hun startede ellers i fin stil med at tro at vi skulle hilse på samtlige ca. 3.500 hunde. Det bliver jo en anelse trættende, så hun opgav selv på et tidspunkt.

Til gengæld var hun jo ikke super glad for at blive efterladt alene hjemme sammen med
Olivia og Fie om lørdagen. Og tiden skulle jo gå med noget. Og hvad fandt den lille dame
så på. Jo, hun besluttede at vi da skulle straffes! Så hun smadrede det nederste af vores
nye hoveddør. Ikke selve døren men listen nedenunder. Ja så er man altså grædefærdig!
Heldigvis var det ikke værre, end at Niels kunne indkøbe et nyt bræt og udskifte det. For
en sikkerheds skyld er der allerede indkøbt et ekstra, så hvis den lille dame skulle finde
på det igen, håber jeg bare at hun kun tager det under døren .........

Jeg undrede mig lidt over at hun nu lavede ulykker, for hun har været "alene" hjemme
før - i samme antal timer.
Forklaringen kom nogle dage senere, hvor hun startede løbetid. Så er det jo ikke så
underligt at hun er lidt "hormon" forstyrret. Tidligt med løbetid, men hendes søster har
allerede afsluttet sin første, så det ligger vist lidt til det kuld.

Lidt billeder fra Brøndby som Kiki's tidligere ejer har taget samt Anette Myhre. Tusind
tak. Vi håber at vi i weekenden kan få fotograferet Kiki, for det nåede vi selvfølgelig
ikke da hun var fin og ren :)


30. august 2009

Meget er sket siden sidst!

I mandags fik vi Kiak's Quickstep Of Aslan tilbage. Det fungerede desværre ikke med
at skulle være alene hjemme hele dagen alene, så i fælleskab med hendes tidligere
ejere, blev vi enige om at det var bedst at hun kom retur.

Qiba som hun blev kaldt er en rigtig sød pige, som nu har skiftet navn til Kiki. Det
tidligere navn var ikke foreneligt med Olivia's navn, som ofte er Liva. Det kunne de
ikke lige skille ad, så derfor navneskiftet, som Kiki iøvrigt tager helt fint.

Hun er flyttet ind og Olivia nyder igen at have en at lege med. Der er til tider lystigt,
men Kiki opfører sig som hun aldrig har været væk. Hun er nem her, indtil videre, så
vi håber at det at have selskab bare er det der skal til, samt en masse aktivitet i form
af træning.

Lige nu arbejder vi på ståøvelsen, da Kiki er tilmeldt Brøndby udstillingen om søndagen.
 

Her lever Kiki fuldt ud op til sit navn Quickstep!


Men hun er jo lærenem, så.....

Kiki vil snart få sin plads under vores hunde. I dag har vi været til dyrlægen og få
rabies vaccination og pas, så er det på plads, hvis vi en dag for brug for det. Alle vore
hunde får denne vaccination.

Og så lidt billeder fra forhaven i går, hvor vi sad og nød det gode vejr om morgenen.

Der bliver kigget langt efter fuglene på marken over vejen. Der var lige blevet høstet,
så der var livlig aktivitet. Specielt pelsløse Olivia var meget interesseret i alle de sorte fugle og
en enkelt fasan.

Og til slut et billede af vores XXL blomst - som bare står i fuld blomst her
i august/september. De holder kun et par døgn, men de er da smukke, ikk?


23. august 2009

Så er sommerferien overstået for denne gang og det er utroligt så hurtigt 2 x 14 dage
går.

En masse er sket her siden sidst.

Vi havde vores to børnebørn på ferie en uges tid og der skulle jo ske en masse.
Vi var i biografen, på skattejagt og 2 gange i BonBon Land. Det kan vist tage livet
af de mest ihærdige bedsteforældre! Det har været super hyggeligt, men det skal
ingen hemmelighed være, at vi ikke stod med tårer i øjnene da vi vinkede farvel :)
Hundene nød også at vi igen var os selv, for Frederik er meget glad for hundene,
så de skal kæles med hele tiden, hvilket jo også kan blive for meget.
Kandis nød til gengæld at hun skulle være "putte-dyr", når Frederik skulle i seng.
Næ, vi glædede os til at kunne sove lidt længere om morgenen, og gå lidt senere
i seng, men hvad sker der så? Jo, vi vågnede squ alligevel kl. 7!

Nynne og Ofelia er blevet øjenundersøgt og begge fundet frie, så nu er planen, at
Nynne kommer til Ejby og skal have sit første kuld hvalpe i slutningen af året.
Se mere under hvalpe.

Vi har fået en masse dejlige billeder og mails fra Mindy og hendes nye familie i
Tyskland. Bedre familie kunne vi nok ikke have fået til Mindy. Hun rå-hygger på
stranden og elsker at bade, og så tror jeg nok hun bliver en lille bitte smule forkælet.
Mindy har jo lige haft fødselsdag, så sandelig om hun ikke også fik et fint nyt halsbånd
med både fornavn og sit nye efternavn!
Tusind tak for alle updates om Mindy, det glæder os meget at se at hun stortrives som
enehund.

 

Vi har også fået en masse dejlige mails med billeder fra Kandis seneste kuld. Tusind
tak til jer alle sammen, det er skønt at se at de små - som ikke er så små mere - trives.

Qiba

Lo-Key

Sophie har været på sommerferie, og jo sikkerheden er i orden - fin redningsvest.

 

I sidste weekend stod det så på Hillerød udstillingen. Der havde 3 af Kandis hvalpe fra
1. kuld sat hinanden stævne. Forventningerne var store, for det var så første gang
at Ofelia og Olivia skulle udstilles sammen. Det kom nu heller ikke til at ske, for så
snart jeg trykkede på "send" knappen til tilmeldingen begyndte Olivia at fælde!
Så hun fik lov at blive hjemme og gro pels - vi ville trods alt ikke være helt til grin for
søster Ofelia som var fuldpelset og så knaldhamrende godt ud :)

Ofelia skulle have sin debut i udstillingsringen, og hun klarede det så FLOT. Vi glæder
os til at have hende med til Brøndby, hvor vi har fået lov at "låne", mens familien tager
med deres drenge til danseopvisning om lørdagen.

Shows 2009 er opdateret med resultaterne.

Ofelia på Hillerød udstillingen:

 

 

Coco skulle også have sin debut i juniorklassen og denne "hormonklasse" er ikke altid
lige let at gå ind i. Katja var nok af samme grund lidt nervøs, men det gik super fint.
Coco klarede det flot - trods den manglende pels. Den skal nu nok komme, men om han
helt når det til Brøndby er jeg ikke helt sikker på. Men træning giver det for både Katja og
Coco.

Coco nyder sommeren!

Tusind tak til jer alle for en hyggelig udstillingsdag. Egentlig meget dejligt ikke selv at have
hund med engang imellem, så får man set mange flere hunde.

I Brøndby skal 2 af Kandis seneste hvalpe have deres udstillingsdebut har jeg hørt, så
jeg er da rigtig spændt på, hvordan de klarer sig. De er jo så kun lige 6 mdr. på det
tidspunkt.

Og så lige et par billeder af forhaven til ære for de jyske damer :) Vi nyder virkelig
denne ombygning, og det samme gør hundene.


7. juli 2009

Der er virkelig gået "agurketid" i hjemmesiden!

Vi har nu en rigtig god undskyldning for ikke at have opdateret. De sidste par
uger har vi haft problemer med vores Internet, tlf. og TV, men det ser ud til at
virke igen - selvom TDC ikke lige har haft tid til at komme forbi. Det gør de først
den 21. juli - så lad os håbe det virker nogenlunde indtil da.

Der er sket rigtig meget siden sidste opdatering, og nu skal jeg prøve at se om jeg
kan huske det hele.

Nynne er blevet omfotograferet og sørme om ikke DKK har ændret hendes status
fra B/C til A/B. Det er jo bare så dejligt, men samtidig er jeg også lidt bekymret over
at man får en "forkert" status som 12 mdr. gammel. Enten skal vi have hævet alderen
for hd-fotografering eller også skal DKK stramme op og vurdere ordentligt. Nu har
jeg ikke set begge Nynne's billeder og ved derfor ikke endnu om der faktisk er forskel.
Det ser vi, når DKK's dyrlæger er tilbage fra ferie, hvor vi så får lov at se begge billeder.

Den sidste måneds tid har der også været mange håndværkere i huset. Samtlige
vinduer og døre er blevet skiftet, nye tagrender og maling af gavle.
Umiddelbart før tømreren kom blev anlægsgartneren færdig, og vi har nu fået - syntes
vi selv - en rigtig flot forhave.




Der mangler lige lidt maling ved døren, som jeg selv skal lave, men det er jo i
småtingsafdelingen.

Indvendig skal der lappes lidt maling ved inddækninger, men igen, hvad skulle
jeg ellers lave når jeg holder ferie!

Mindy er flyttet til Tyskland og bor nu som ene hund hos Helge og Sabine von der Geest.
Det går rigtig godt med Mindy, det var hvad hun havde brug for. Sin egen familie
som ikke skal deles med andre.
Vi savner selvfølgelig Mindy, men er sikre på at det var det rigtige for hende.

Vi har også netop modtaget lidt billeder fra Kiak's Quickstep of Aslan som til
daglig hedder Qiba.

Qiba har alle de egenskaber som man "bør" have som samojede!

Og så har hun vist bamse-mani som sin mor Kandis

Nu kalder malerarbejdet - inden det bliver regnvejr.


17. maj 2009

Alle hvalpene er nu flyttet til deres nye hjem og i den anledning fik alle et velfortjent
bad. Der er 8 ugers billeder her.

Dejligt at høre at de så hurtigt falder ind i familierne, og har mod på tilværelsen.

Vi nyder jo freden og nu er det så mor Kandis tur til et bad. Hun er jo som man altid
gør begyndt at storfælde, så for at få det hurtigt overstået får hun også lige en tur. Så
må de andre komme efterfølgende, da de alle trænger. Det er trods alt ikke så meget
man kan nå, når man har hvalpe, så de store er lidt forsømt.

De nyder nu at de får alt opmærksomheden igen.

Vi har også - endelig - i den forløbne uge fået sat låger op. At de to låger så ikke er ens
er en anden sag! Men oppe er de, så må vi jo bare vente endnu en måneds tid på at
de får udskiftet så de bliver ens.

Vi har også fået en masse billeder i mailboksen, dem skal jeg lige have kigget igennem.
Tusind tak til jer alle sammen.


3. maj 2009

Hvalpene er nu 7 uger og næste weekend begynder afleveringerne. Det glæder
Niels sig vist specielt til, for som han siger: Man får squ hold i ryggen af at passe
på ikke at træde på hvalpene. Det er nu også rigtig nok, for de er hurtige som bare pokker.

Alle er nu blevet "døbt" og er blevet chipset og vaccineret, så alt er klar til den store
flyttedag. Jeg glæder mig over at det bliver gode trygge hjem vores hvalpe skal flytte
til og ønsker alle de nye ejere held og lykke med den nye hvalp.

Billeder af hvalpene fra i går findes her - og ja, jeg havde problemer med at holde dem
i strakt arm. De er blevet lige tunge nok til det nu, så slutbillederne må vi forsøge at
tage på bord, efterhånden som de bliver vasket før aflevering.

I dag har vi så foruden hvalpekøberbesøg fået kørt alt affald og gamle fliser på storskrald,
så der nu er ved at være klar til anlægsgartneren kommer og ordner forhaven i uge 21.
Det bliver super dejligt og jeg glæder mig så meget til, at der kommer orden på tingene,
der også.


21. april 2009

Hvalpene er nu blevet 5 uger, og der er rigtig godt gang i dem. De har fundet ud
af, at der er et liv udenfor hvalperummet, så nu er de i gangen og køkkenet.

Vi havde jo "vilde" planer om at de skulle sove i hvalperummet, men 6 hvalpe
laver nu rigtig meget larm, når det er nattetid og meget tidligt om morgenen, så
vi har allerede givet os. Nu sover de i gangen - og ingen ballade med det.

De leger og hygger med alle tanterne, men Oldemor Dixie er nu den bedste. Hun
er der som en høg, hvis en af de andre skulle driste sig til at skælde hvalpene ud.
Alt foregår nu i fred og fordragelighed.

Nye billeder af hvalpene her.

I den foregående uge var det også tid til at søge tilskud til boligforbedringer. Vi må
jo alle yde vores for at holde hjulene i gang, og en sommer uden renovering, ville jo
også være lidt kedelig, ikk?

Vi skal have skiftet vinduer og døre, og dem har vi jo rigtig mange af. 19 vinduer og
4 døre, så det er ikke min skyld, hvis det går dårligt i DK :o)

Vores nye hegn er sat op, men desværre manglede der en enkelt sektion, så færdigt er
det altså ikke endnu, men det bliver superflot.

Vi har også igangsat renovering af forhaven - vi kan jo ikke have en fint hegn - og det
andet så ser forfærdeligt ud.

Så - forhåbentlig - indenfor den næste måneds tid startes der op med dræn og flise-
belægning - og jeg har allerede billedet i hovedet - og det bliver bare så fint.

I dag er der afhentet gamle fliser osv. Skønt at kunne hjælpe andre, samtidig med
at vi selv sparer penge på at få kørt det væk.

Det betyder også at jeg ved hvad jeg skal lave i min ferie igen i år. Jo, jeg skal jo nok
male lidt. I forbindelse med der bliver sat nye vinduer og døre vil der jo komme noget
efter reparation der skal males. Så er det jo godt, at jeg faktisk elsker at male. Det
slapper jeg så godt af med.

Vi skal også have børnebørnene Sofus og Frederik på ferie en uges tid. Det skal nu
nok blive hyggeligt.
Vi er i gang med at planlægge, hvad vi skal ud og se og en tur i BonBon land må det
i hvert fald blive til. Ikke at vi skal noget hver dag - det bliver da vist for dyrt - men et
par gange i løbet af ugen skal det jo nok blive til.

Og sidst - men ikke mindst - har Ofelia (Olivias søster) fået sit hd-resultat. A/B - tillykke
til Kirsten og Steen i Allerød - det var dejligt at også hun havde fine hofter.
 


11. april 2009

Endelig blev der ro og tid til opdatering af hjemmesiden.

Sidste weekend stod i den grad i hundenes tegn. Lørdag udstilling i Karlslunde,
hvor jeg deltog med Olivia og søndag generalforsamling i Samojedhundeklubben
på Fyn.

Det er vist den længste generalforsamling jeg har været med til, og jeg håber sandelig
ikke det skal være fast tradition, at det skal vare over 8 timer.
Hvis det er tilfældet, vil jeg kraftigt opfodre den nye bestyrelse til at sørge for, at man
kan købe mad og drikke, for 8 timer på 2 halve skiver brød og et par kopper kaffe er
lige i underkanten!

Nu håber vi, at den nye bestyrelse får arbejdsro og jeg vil her ønske alle tillykke med
valget og god arbejdslyst!

Vi har også fået taget nye billeder af Olivia. Klik her

Shows 2009 er også opdateret.

Og selvfølgelig også nye hvalpebilleder af de små, som nu er kommet ud af kassen
og rigtig er begyndt at lege. De har også fået den første ormekur.

I den forgangne uge blev min nysgerrighed for stor og jeg har indmeldt  mig på Facebook.
Det bliver nu nok ikke der man vil finde mig mest. Det bliver jeg ikke grebet af.
Faktisk syntes jeg det er spildtid at informere om, hvornår man bager en kage, går tur
med hundene osv. Men alt skal da prøves. Det er jo svært at tale med om, når man ikke
kender siden.

Hegnet er også i gang her. Stolper er støbt ned og i næste uge skulle det så gerne blive
sat færdigt op. Det har også været en langvarig affære, men frosten skulle jo lige af
jorden før de kunne komme i gang. Vi glæder os vældigt til det færdige resultat.

 

 


29. marts 2009

Hvalpene er nu 14 dage gamle og er blevet fotograferet enkeltvis.
Flere har nu åbnet øjnene, men er ikke helt vilde for at vise det på billederne.
Alle tager pænt på og har det fint.
Se de nye billeder her

Man kan få meget med hjem fra Malmø! Jeg f.eks. redede mig en god og meget
sejlivet forkølelse. Det var nu ikke så underligt, da der var isnende koldt i hallen.

I den forløbne uge har vi også fået øjentestet et par af Kandis hvalpe.
Coco og Olivia har begge fine øjne og er nu begge godkendt til avl. Skønt at den
del er på plads, selvom de jo kun lige er blevet et år, og slet ikke tænker i de baner
endnu.

Olivia's side er opdateret med øjenresultatet og om vejret vil det, og Olivia beholder
pelsen til næste weekend tager vi nye billeder af hende, når vi skal udstille i Karlslunde.

I dag er Penny (Mindy's datter) blevet udstillet i Stouby, og resultatet kan ses
under Shows 2009. Vi valgte denne gang ikke at tilmelde, da jeg godt ved at
3 weekender i træk bliver for meget for mig, når vi samtidig har hvalpe.

 


23. marts 2009

Så er hvalpene blevet en uge gamle. Desværre klarede en han det ikke og døde
da han var et døgn gamle.
De resterende 6 stortrives og tager alle fint på.
Kandis går nu til og fra og får også lidt tid til at hygge med os andre, men passer
dem dog fortrinligt. Så snart der kommer en lyd fra hvalperummet, er hun der,
hvilket betyder at vi løber i fast rutefart for at lukke hende ind og ud.

Der er et par billeder under hvalpe.

Weekenden har været hård. Lørdag familiebesøg og søndag udstilling i Malmø.

Skulle lige nå at vaske Olivia inden familiehyggen og søndag morgen stod jeg meget
tidligt op - ja det kunne jo nærmest udløse nattillæg.

Kl. 6.15 var Olivia og jeg hos Hanne og drengene, som endnu engang skulle køre med
os.
Hanne og jeg havde gjort os mange tanker om, hvordan vi skulle få bakset bure m.m.
ind, samtidig med 3 hunde. Vi havde frygtet at skulle stå i kø ved dyrlægekontrollen
og skulle fiske pas frem og samtidig klare bagagen. Vi havde nemlig ifølge papirerne
kun en time til at komme ind og få installeret hunde og os selv inden vi skulle i ringen.

Vi var i Malmø ret tidligt og heldigvis fik vi lov at gå ind med bure m.m. og så hente
hundene bagefter. Det var jo ren luksus, at vi så efterfølgende kunne gå stille og
roligt ind med hundene.

Olivia vandt juniorklassen og endte med at blive 4. bedste tæve.

Olivia's side er opdateret samt Shows 2009.


16. marts 2009

Så er hvalpene her. Kandis fødte søndag den 15. marts 7 dejlige hvalpe. 4 hanner og
3 tæver. Fødslen gik fint og Kandis nyder sine små og at blive opvartet.
Det er jo ingen hemmelighed at Kandis er en "sofa-hygger", men det tænker hun slet
ikke på lige nu.


Kandis søn Coco har nu fået sit hd-resultat. Og sørme om ikke også han fik status A.
Stort tillykke til Katja og Coco.

Vi har også fået lidt billeder af 2 af Mindy's sønner som er blevet et halvt år nu.
Tusind tak for update, skønt at vide at drengene trives.

Charlie i kurven

Tarzan - og hvem sagde at en samojed altid er hvid?

Fornemmer man en "grave-snude" her?

 


8. marts 2009

Siden sidst har Olivia kunne fejre sin 1 års fødselsdag. I den anledning modtog
hun sin første post. Jo, hun fik skam fin fødselsdagsgave af sin bror Coco, og
gaven vakte stor glæde hos Olivia. Hun var travlt beskæftiget hele dagen med
et dejligt stort tykkeben, som de andre i hvert fald ikke skulle "låne".

Coco blev dog fejret lidt mere end Olivia, idet han fik lagkage.

Her et udpluk af billederne vi modtog i forbindelse med fødselsdagsfesten.





Tusind tak Coco og Katja for de fine gaver til Olivia.
 

Olivia er naturligvis også blevet hd-fotograferet i forbindelse med sin 1 års dag,
og selvom vi ikke har betalt hastegebyr har vi allerede fået resultatet.

Yes, Olivia fik status A på begge hofter.
Coco er også blevet hd-fotograferet men dette resultat er endnu ikke kommet.

Nu er der kun en uges tid til at Kandis skal have hvalpe. Hun har en stor dejlig
mave og ynder at ligge med stængerne i vejret, så man rigtig kan se den.
Hun har lidt problemer med at spise, der er vist ikke plads til meget, så nu får
hun rigtig mange små måltider i løbet af dagen.

Spændende bliver det at se hvad hun indeholder.

Lørdag var det førerhunden Evitas tur til et forårsbad og i dag er det gamle
Fie der står for skud. Måske lidt dumt at vaske hunde i det vejr vi har lige
nu, men vi ved jo at når først hvalpene er der, er der ikke overskud til at
vaske hele flokken. Så går tiden jo med hvalpe og hvalpekøbere.





21. februar 2009

En lidt forsinket opdatering fra sidste udstilling den 14. februar 2009 i Fredericia.

Vi havde endnu engang aftalt at følges med Hanne og denne gang kun Ikaros.
Vi startede endnu engang kl. meget tidligt om morgenen. De havde jo lovet en
frygtelig masse sne, som dog heldigvis først kom et par dage efter.
Vi havde derfor masser af tid og fik en fin plads ved ringsiden.

Selve udstillingen er nok  noget af det mest forvirrende jeg har oplevet. Ringassistenten
havde vist ikke helt styr på bedømmelsesforløbet og da der samtidig var dommerelev
på endte det lidt i kaos.

Da Olivia var færdigbedømt af begge dommere skulle de placeres og der ville ring-
assistenten så vældig gerne af med to blå bånd. Det fik han nu ikke lov til, for man
kan altså ikke blive 2. vinder, hvis man har fået good. Så jeg spurgte ham høfligt hvad
Olivia havde fået og han sagde så "very good". Fint kammerat, så vil jeg altså gerne have
et rødt bånd og så et blot for at blive 2. vinder. Så fik han da lært det!

Jeg nævner slet ikke noget om, at han i unghundeklassen - hanner - fik lavet så meget rod,
at dommeren fik placeret forkert og efterfølgende måtte kalde dem ind igen for at forklare
sig.

Måske man kunne forvente, at DKK sørgede for at personalet kunne reglerne. Det er jo
trods alt ikke så svært.

Ikaros har jo fundet på at mine tæpper i bilen skal splittes ad. Vi havde derfor arrangeret
at han kun havde sit eget tæppe i bilen. Det gjorde nu ikke at Ikaros ikke kunne splitte
tæppe ad, for han hev da bare fat i Olivia's mellem tremmerne, og så kunne hun jo sidde
og blive kold i bagen.

Ikaros og jeg har nu lavet en aftale: Nu opfører han sig for fremtiden ordentligt og lader
Olivia have sit tæppe. Nu bliver han jo lige om lidt et år, så kan man nok godt forvente
en "voksen" opførsel, ikk?

Kandis besøg i Sverige har resulteret i at hun allerede har mistet sin "ungpige figur".
Jo, der er da helt sikkert hvalpe på vej. Det har vi da også set på scanning, men nu
hvor der er ca. 3 uger tilbage er der slet ingen tvivl. Hun er allerede temmelig rund
og meget sulten.

Kandis har aldrig været en hund der har tigget mad, men vi skal da i hvert fald ikke
glemme det nu - hellere en time for tidligt end en time for sent.

I den forløbne uge fik Niels så ordnet sit 2. øje på Holbæk Sygehus.

Operationerne har været en stor succes. Han skal nu ikke længere bruge briller -
bortset fra en læsebrille - og det giver ham faktisk store problemer.

Ikke så underligt, når man har brugt briller i 50 år og så pludselig ikke skal have dem
på. Han går stadig og tager sig til den "ikke eksisterende brille" og måske jeg skal til
at vogte mine om natten, for hver morgen griber han ud efter brillerne på natbordet.
Det tager nok lidt tid før den vane forsvinder ......

I forbindelse med kontrolbesøget efter operationen, var vi lige på kort visit hos Katja
og Coco i Holbæk.
Dejligt at se jer igen - og skønt at se Coco i hjemmelige omgivelser.

Shows 2009 er opdateret med Olivia's resultat. Hun var den eneste fra Kennel Kiak.
Gigi var også tilmeldt, men havde valgt at lægge pelsen i bryggerset, så hun måtte pænt
blive hjemme.

 

 


29. januar 2009

Udstillingsåret er startet og søndag var Olivia og jeg i Årslev. Olivia skulle
for første gang stille i de "voksnes" rækker i juniorklassen, hvilket jo altid
er rigtig spændende. Olivia har klaret sig rigtig godt i hvalpeklassen, men
ville det fortsætte?

Kl. 6.15 kom Hanne og drengene, som vi skulle følges med. Hanne var vist
lidt bange for at komme for sent, men så langt er der altså ikke til Årslev.
Vi var i god tid, og kunne både nå at ryge og pakke bure osv. ud og var på
plads i hallen lidt efter kl. 8.

Ikaros havde rigtig hygget sig i bilen. Vi syntes de havde lidt vel lidt plads -
drengene - men der var da rigeligt plads til at æde gulvtæppet i buret!!!

Per fra Kennel Cottonballs havde tilmeldt 2 babyer, og da man som bekendt
kun kan gå med én havde jeg lovet at assistere. Det var lige før jeg fortrød, for
den lille frøken var blevet forskrækket og var ikke helt vild med situationen.
Det lykkedes dog at få hende til at holde halen oppe - utroligt hvad lidt oksekød
kan gøre - men løbe ville hun ikke så gerne.
Hun fik nu en fin kritik og det er såmænd bare lidt mere træning der skal til,
så vil hun også syntes det er sjovt.

Lille Penny (Mindy og Nimbus datter) var også tilmeldt og skulle have sin
udstillingsdebut. Lille er hun nu ikke mere, og hun klarede det hele med
stor selvsikkerhed.

Nu er der bestilt nyt hegn og om alt går vel er det klart til at blive sat op om
en 3 ugers tid. Det skal jo laves specielt, da vi ikke har ville acceptere et standard-
hegn. Det skal have den højde vi havde før og det er ikke lige standard.
Taksator syntes vist nok at det var lidt dyrt det tilbud vi havde fået, så han ville
lige sende en tømrer ud og se om det ikke var billigere at lave det vi havde. Det opgav
han dog hurtigt, da det ville blive meget dyrere.

Så p.t. er vi faktisk rigtig godt tilfreds over at hegnet blev nedlagt. Vi glæder os vildt
til at få sat det nye op og håber at vi så i mellemtiden kan nå at få nogen til at dræne
osv., så forhaven tager sig pænt ud også. Det er det sidste projekt vi syntes vi manglede.

Næste uge skal Niels opereres på det ene øje og 14 dage efter på det andet. Så håber
vi at han igen kan se støvet :o) Ja, jeg kan da godt afsløre at selvom jeg syntes at jeg
snart trænger til nye briller, kan jeg sagtens få øje på det - og det endda uden briller!

Shows 2009 er opdateret med Penny og Olivias resultater.

 


16. januar 2009

Kandis er parret og om alt går vel forventes hvalpe ca. 15. marts 2009.
 

Siden sidste opdatering er der da bestemt sket noget her.

En tur til Sverige og parre Kandis. Først måtte vi dog lige forbi Holbæk Sygehus
til forundersøgelse af Niels, som nu har fået datoer på operationerne. Det hele
skulle gerne blive overstået i februar måned.

I går var en rigtig møgdag! Gik tidligt hjem fra arbejdet med influenza.
I går aftes lå jeg så og havde vældig meget medlidenhed med mig selv. Jeg er
heldigvis meget sjældent syg.

Nå, jeg lå på sofaen og så flimmer, godt indpakket i dynen, da der pludselig lød
et øredøvende brag.
Både hunde og jeg lettede en meter. Niels var på 1. sal og kom farende .....
Tusinde tanker går gennem hovedet på en, hvad f...... skete der.

Det var en bil der var kørt ind i vores hegn - det var glat - og jeg er nu ikke meget
i tvivl om at damen der kørte, havde mere end almindelig god fart på.
I hvert fald havde hun fået nedlagt vores hegn godt og grundigt, og hendes bil så
nu heller ikke ret godt ud. Det første hun sagde var at der lugtede brændt, og straks
fløj det gennem hovedet på mig, at der var ved at gå brand i bilen, som jo nu holdt
faretruende nær vores hus. Heldigvis stoppede hegnet hende og der skete ikke andet
en materiel skade.
Det var en noget chokeret dame jeg trak ud af bilen.
Så var det jo at finde ud af om der var sket noget med hende og få sat katastrofeblink
på bilen, så vi ikke fik flere ind i forhaven.
Politiet blev kontaktet, damen sat i spisestuen, ringet til Falck osv.

I dag er så gået med at kontakte forsikringsselskaber, da vi skal have et helt nyt hegn.
I hvert fald efter min opfattelse, nu får vi se hvad taksator siger, forhåbentlig i næste
uge. Det skal jo helst ikke tage for lang tid.

Postkassen fløj ca. 15 meter, så også det skal indkøbes.

Søndag kommer tømreren og giver tilbud på nyt hegn, så vi har noget konkret til
taksator, som sikkert vil forsøge at slippe så billigt som muligt.